Møns Bank og Panteren indgår 5-årigt samarbejde

Moensbank-Panter-aftaleNyt partnerskab til glæde for hele Vordingborg kommune har set dagens lys

For et år siden blev Panteren i Vordingborg indviet med stor koncert af Dizzy Mizz Lizzy, og siden er det gået slag i slag for den næsten 4.000 kvm gamle fabrikshal, som danner rammen om en række aktiviteter indenfor kultur, idræt og erhverv.

– Panteren er i rivende udvikling, siger direktør Betina Møgeltoft, og derfor har det ligget os stærkt på sinde at finde en samarbejdspartner, som kunne være med til at løfte Panteren op på et niveau, der kan være til gavn for hele kommunen.

Den partner er nu fundet. I form af Møns Bank, som har indgået en 5-årig aftale.

– Panterprojektet er et langsigtet projekt, fortsætter Betina Møgeltoft. Et projekt, der drives af en fond med Vordingborg Kommune som den store bidragsyder, men også en fond der skal skabe sine egne aktiviteter og indtægter. Derfor er det en stor glæde for os, at Møns Bank har budt ind på denne langsigtede aftale.

Også i Møns Bank er der glæde at spore.

– Set fra vores side er Panteren et kommunalt initiativ, som har fundet gang på jord ved godt politisk håndværk og målrettethed hos ildsjæle, der vil Vordingborg og vores kommune det bedste, siger erhvervsrådgiver Allan Andersen. Det er en ambition, som falder rigtig godt i tråd med dem, vi har i Møns Bank.

Møns Bank er
på vej til Vordingborg

Møns Bank har netop varslet, at man vil åbne filial i Vordingborg i løbet af 1. kvartal 2016.

– Aftalen med Panteren er en naturlig måde for os at engagere os i Vordingborg og vise, at vi mener noget med at være bank for hele kommunen, siger Allan Andersen.

Selv bliver Allan Andersen filialdirektør i den nye afdeling af Møns Bank, og han ser meget frem til det foreløbig 5-årige parløb med Panteren.

– Vi forventer, at der med Panteren er taget tilløb til nogle fremtidige rammer for aktivitet, der helt naturligt vil udvikle sig over de kommende år, tilføjer Allan Andersen. Ikke kun for kommunen, men for hele regionen.

Betina Møgeltoft er enig.

– Panteren er for alle aldersgrupper og for alle aktiviteter inden for idræt, kultur, uddannelse og erhverv, siger hun, og der er rift om vores faciliteter. Jeg booker hele tiden nye ind og det vidner om, at Panteren er på vej til at blive et trækplaster.

– Ja, og med den flotte kunstgræsplæne og den nylige beslutning om et kommende vandhus, så vil hele pakken tilbyde nogle attraktive rammer for fremtidig bosætning i kommunen, tilføjer Allan Andersen. De ambitioner og mål, der ligger for Panteren passer rigtigt godt ind med bankens, og derfor tror vi på, at samarbejdet vil give udbytte for os alle.

Panteren kan frit søge sponsorer og sælge reklamepladser, men Panteren har også behov for en strategisk partner til række formål.

Betina Møgeltoft udtrykker det sådan:

– Vi har behov for kontakt og samarbejde med en bredt forankret lokal virksomhed, der selv har viden om og interesse i den lokale udvikling, siger hun. Dét har vi fundet i Møns Bank, så vi glæder os meget over den aftale, vi har indgået med banken.

Aftalen er i første omgang 5-årig med mulighed for senere forlængelse.

DGI Huset Panteren

Solbakkevej 42-56
4760 Vordingborg
Tlf: 23 45 30 03
mail@dgihusetpanteren.dk
CVR: 36714832

Svømmehallen


DGI Huset Panteren

Chr.Richardtsvej 39
4760 Vordingborg
Mobil 55 36 49 07
egon.rasmussen@dgi.dk

DGI Huset Panteren – Puls, pote og plads til alle - Samlingspunktet for kultur, idræt, uddannelse og erhverv i Vordingborg Kommune.

DGI Huset Panteren – Puls, pote og plads til alle

Samlingspunktet for kultur, idræt, uddannelse og erhverv i Vordingborg Kommune.